Når man som mand går og lader op til den første date, kan der godt være mange ting, som kører rundt i hovedet. Skal jeg kramme, kysse eller stikke poten frem, når vi mødes? Skal jeg holde døren for hende og trække stolen ud ved bordet? Lad DatingNyt.dk komme med nogle gode råd og vær beredt på at finde dine mest charmerende fortrin frem!
I den verden vi lever i, hvor meget bærer præg af anonymitet og kommunikation via elektroniske hjælpemidler, kan en rigtig god gammeldags gentleman facon, godt have tendens til at blive skubbet lidt i baggrunden. Derfor har DatingNyt.dk sat fokus på de manerer, som er gode at have med sig på sin første date. At vise en respekt og taktfuld ageren på første date, vil få din date til at føle sig godt tilpas og vise hende, at du anstrenger dig for hendes skyld.
Så for at give dig et par retningslinier og gøre en ekstra indsats for hende, så har DatingNyt.dk følgende råd til dig;
Husk på de små ting på din første date
Din påklædning og generelle fremtoning siger meget om dig. Så tænk en ekstra gang over, hvordan du vælger dit dating outfit. Naturligvis er det meget vigtigt, at du føler dig godt tilpas i det tøj, som du vælger, samt at det passer til temaet for din date. Undlad at gøre det til udklædning; det kan virke både overdrevet og skræmmende. Vælg det som karakteriserer dig bedst.
Bliv ikke skuffet, hvis hun ikke komplimenterer dig for din påklædning. Mange kvinder tror nemlig stadig, at positiv på respons på en mands fremtoning kun hører sig til blandt feminine mænd og homoseksuelle. Tag det som mand på denne første date, og undlad ikke at fortælle din date, at du synes, om det du ser – for hende er det nemlig som ren nektar, og viser at du er både opmærksom og interesseret.
Hils pænt på din første date
Når du mødes med din date er det strengt forbudt at hilse på hende med en halvklam hånd. Din date skal naturligvis mødes med et kram eller et let og velplaceret kys på kinden. Det er også en god ide, at smide et velment og gennemtænkt kompliment ind allerede ved første fysiske kontakt. Det giver hende en umiddelbar følelse af, at du ser lige netop hende og al den anstrengelse, hun har lagt i at se dejlig ud.
Vær opmærksom på, at du naturligvis kan være på første date med en kvinde, som ikke er helt med på fysisk nærhed, når I træffes for første gang. Her må det være op til et trænet øje at se, om hun føler sig ubekvem eller afslappet i situationen. Har hun korslagte arme eller holder hun sig lidt på afstand? Dette er ikke nødvendigvis udtryk for, at du er strandet med en død sild. Det kan lige så vel være et udtryk for, at hun er vant til fremfusende mænd, og gerne lige vil se dig an. Hav respekt for dette, og lad være med at stå med trutten fremme, hvis hun vender ryggen til.
Vis dine manerer på din første date
Det virker stadigvæk 100 procent med stil og gode manerer på din første date. Hold gerne døren for hende og træk naturligvis stolen ud. Det vigtige med manerer og etikette i en dating situation er, at det ikke bliver overdrevet. Som mand behøver du ikke at forstå alle franske eller italienske ord i menuer. Du skal ikke bestille mad for din date. Og du skal bestemt ikke forsøge dig med håndkys eller stående position, når hun skal pudre næsen.
Kvinderne vil have mænd, som er mænd, når de er date. Sådan nogle som tager frakken, når man hun skal af med den, og som kan tage stilling til, hvad de selv skal have at spise og drikke.
Naturligvis tilbyder du at betale - sådan er det bare. Din date kan insistere på at dele regningen, for at vise sin selvstændighed som kvinde. Det er ok, lad hende betale en del, men brug ikke bagsiden af regningen eller servietten til at dissekere, hvem som skal betale for hvad – det er absolut ikke tilladt.
Når I afslutter daten, er du naturligvis observant på, hvordan hun kommer hjem. Fortæl hende gerne, at du har haft en dejlig aften, og lad være med at spille kostbar. Vil du se hende på en date mere, så er det bare at komme ud med det. Det er ikke et jobinterview, hvor der skal voteres bag lukkede døre.
Du får ikke sex på første date
Statistikker kan bekræfte det. Mange af dine mandlige bekendtskaber kan sikkert også nikke bekræftende til det faktum, at du ikke skal forvente sex på den første date. Selvom du har lyst, og hun er mere end bare dejlig, så vent – det betaler sig. Din date kan helt sikkert også være mere end normalt fysisk tiltrukket af dig, men det er for mange forventninger at skabe til den første date. En første date er en pirrende og ny oplevelse, som kræver meget energi både før, under og efter selve mødet med den udvalgte. Sex kræver også energi, og derfor er der sjældent plads og overskud til begge dele. Hver ting til sin tid. Gå hjem hver for sig, og lad batterierne op til næste date...
DatingNyt.dk håber, at du får en fantastisk første date, og at alle forventninger bliver indfriede.
|
Kommentarer
RSS feed for kommentarer til dette indlæg.