Jeg har altid defineret min passion for dating, som en, til tider, hysterisk fascination af samspillet mellem to mennesker som søger hinandens selskab, i en følelsesmæssig relation. Men når selv jeg formår at komme i tvivl om definitionen på "dating", så er det tid at tage til orde.

Dating, er, ifølge Marlena Moya´s genenmarbejdede tese, en proces som fører mennesker fra singularis til pluralis. Der er mange ting vi klarer fint i eget selskab, men man kan ikke date sig selv. Og dog, mener nogen måske at de kan. Men i alle fald - dating, er et basalt ønske hos homo sapiens, om ikke at tilbringe tilværelsen alene. Kærlighed til andre, er også en vigtig ingrediens i dating opskriften. Formår vi ikke at formidle og tage imod kærlighed, kommer vi ikke så langt i processen. Og yderligere, så behøver vi overskud og evnen til at kunne overskue.

Egentlig er det ikke så kompliceret, men det kan det jo hurtigt blive.

Når nu for eksempel Kosmos også vil skyde en bemærkning ind. At folk kan gøre tingene svære for dem selv, formidler jo nyhedsmedia hele tiden. Mr Woods har snart haft sex med alt der kan gå og stå, og vanvittige mennesker begår forbrydelser, som man slet slet ikke kan forholde sig til. Men Kosmos kan vi ikke sende på afvænning eller i fængsel. Her må de stakkels mennesker fra Haiti betale prisen.

Et folk som elsker kærlighed og rytme, er forvandlet til tyve, forbrydere og ofre, alt imens verden langsomt får støvet nødshjælpspakkerne af på overfyldte lagrer. Hvad gir det for grobund for kærlighed? Hvordan skal man lære de over 1000 forældreløse børn, som gemmes af vejen for ikke at kyniske børnehandlere skal slå kløerne i dem? Hvordan skal de lære, at kærlighed en vigtig følelse, som de skal lade spire?

Jeg har ingen svar, og desto flere mærkelige spørgsmål.... Min naive tro på, at vi i kærlighed står på samme startlinie får flere og flere skud, af en fejljusteret startpistol. Men samtidig er vores fantastiske evne til at komme igen, efter svære skader, jo så ufattelig livsbekræftende, at man bare kan føle det pirre. Jeg læste for nyligt en artikel, som handlede om to mennesker, som hver havde mistet ægtefælle og to børn, ved Tsunamien i Thailand. I deres sorgarbejde havde de bevaret hinanden og nu stiftet familie, sammen. De delte en proces i livet, som ingen andre havde samme mulighed for at forstå. Det er fascinerende.
Desværre kan jeg ikke redde alle folk på Haiti, selvom jeg gerne ville. Men jeg tror, at ved at bevare troen på dating og kærlighed, trods kosmisk kaos, så kan jeg bidrage bare en lille smule.

Pas på dig selv,
Marlena