Kender I een af de her uger, hvor man er møder på arbejde mandag morgen, og inden man ser sig om, spørger kollegaerne hvad man skal lave i weekenden? Weekenden!! – det er jo først på ugen? Men nej, så er det fredag eftermiddag, og ugen er bare pist borte væk forsvundet. Jeg har haft en sådan uge.

Synes ellers at jeg havde rimelig god opbygning over ugens dage – en snorlige tidsplan, med massere af tid til både sociale arrangementer, personlig forkælelse og både kvantitativ og kvalitativ tid til børnene. Men da først toget kom op i fart, nåede jeg hverken at hoppe på eller stige af – jeg bare kørte med og forsøgte at få set lidt på vejen. Har altid haft een eller anden vrangforestilling om at jeg elsker højt tempo og en puls som banker højt og eftertrykkeligt i årene, men endten er jeg blevet ældre eller også er det en uopnåelig status, som jeg har lige så store chancer for at få, som jeg har for at vinde Touren. Jeg er totalt rundforvirret efter ugens tempo, og højdepunktet var vel da jeg stod i børnehaven med vejrtrækning over brysthøjde og et barn som absolut ikke ville ha haft leverpostej med på madpakken – og pædagogen bare blev ved at stirre på mig, efter mit farvelritual. Havde ikke en anelse om hvorfor hun kiggede så intenst på mig, og da hun spurgte om vi så skulle gå ind, var jeg helt blank.  Med en vis portion af pædagoisk medlidenhed nikkede hun underforstået – og sagde med autoritær stemme ”forældresamtalen – idag kl 8.15?” Ahh, naturligvis (klokken var nu 9) – det er vel ikke noget under at de hævder, at mit stakkels barn af og til kan virke lidt distræt – hun har jo lært af en sand mester. Nu må det være slut.

I denne uge har jeg;

Glemt en tandlægetid – og stadigvæk ikke fået ringet og bekendt, samt bestilt en ny

Glemt at det var gymnastikdag onsdag, og absolut ikke tirsdag, som jeg hårdnakket påstod.

Helt overset at jeg skulle ha vasket spejderuniformen, som blev smurt ind i trylledej forrige uge, så det stakkels barn måtte møde op i helstiv blåmejse uniform.

Glemt at det var min tur til at have hjemmebagt med på arbejde – og måtte endnu engang forsøge at overbevise kollegaerne om at min ovn er i udu.

Glemt hunden ved bageren, eftersom jeg var forbybet i dagens avis, og en flink mand (formodentlig ikke single) kom med den dybt forurettede hund. Ush, det er ikke første gang.

Det er så bare nogle af de ting, som jeg kan huske at jeg har glemt – så næste uges store mål, er at jeg absolut ikke kan lave en liste som denne.

SÅ nu er det weekend, og jeg tror, at det er tid til seriøs selvransagelse – og så en eftertragtet date med mig selv og min dårlige samvittighed.