Var i Brugsen og rendte ind i en gammel klassekammerat, her den anden dag. Vi har haft sporadisk kontakt gennem årene, og det viste det sig, at hun  var flyttet ind ikke så langt fra mig.

En af de helt overskyggende årsager til at vi ikke har haft den store kontakt, er hendes kæreste. De har været kærester i mange år, og han har altid behandlet hende virkelig dårligt. Nu er hun gravid og de skal have deres første barn om et par måneder. Efter vi mødtes har hun ringet et par gange, vil at jeg skal komme på besøg, se huset og det nyindrettede børneværelse.

Jeg vil faktisk rigtig gerne se hende og genoptage en kontakt, men bare ikke hjemme hos dem. Hendes kærester arbejder på skiftehold, og jeg kan simpelthen ikke holde tanken ud om at skulle være i samme rum som ham! Han griseflirter med alt som har en puls, og det er absolut ikke på en uskyldig og charmerende måde, nej det er så fænomenet krøllede tæer for en helt ny dimension. Desuden er hans store hofnummer at stikke til hende, komme med ækle kommentarer om alt fra hendes madlavning til deres samliv i soveværelset – og hun tar bare imod. Det kan da ikke være andre end hans mor som kan elske ham.....

Han er hende ikke værdig – og han behandler hende rigtig rigtig dårligt, og i klare øjeblikke ved hun det godt selv. Men alligevel vælger hun at blive hos ham. Det er så synd for hun har ikke mange veninder, venner eller bekendte tilbage, udelukkende pga kæresten, og egentlig vil jeg helst være ærlig og sige direkte til hende, at jeg kommer ikke hvis han er der!
Hun ved jo godt hvad folk synes om ham, og har hun gjort sit valg, så er det jo der hun skal være – men samtidig må hun også forstå, at det er ikke acceptabelt at se hende blive behandlet på den måde.

Men det er svært – for jeg ved at det plager hende og at hun blir ked af det. Det virker som om, at jo dårligere andre synes om ham, nu mere må hun elske ham – at sige noget, virker ha modsat effekt!

Så her sidder jeg med min dårlige samvittighed uanset hvad jeg vælger at gøre – endten vil jeg have det skidt med mig selv over ikke at være ærlig, eller også vil jeg have det rigtig dårligt over at beskue hans groteske inferno.

Så hvor langt kan jeg gå? Kan jeg tillade mig at sige til hende” at jeg synes din sambo er en superidiot og at jeg ikke kan holde ud at se ham behandle dig på denne måde, og det er sgu ikke gennemtænkt at anskaffe barn med ham” Kan jeg tillade mig det?

Mit hovedspørgsmål er vel egentligt; Kan man tillade sig at blande sig i andres forhold, hvis de ikke selv har bedt om det?

Jeg undrer,

Jenny R