Læste for nylig en artikel, som handlede om at blive scoret – nærmere beskrevet, at mænd nu gerne vil, at det er dem, der bliver scoret, og ikke nødvendigvis kvinden, som sidder på stolene langs væggen i dansehallen og venter på at blive budt op af Mr Charming.

Mænd beklager sig ofte over, at de ikke forstår kvindernes afdæmpede måde at vise interesse – at det ville være dejligt, hvis kvinderne kunne ændre taktik og lære at vise mere spontanitet og opsøgende interesse – altså at kaste lasso og fange byttet, istedet for at fnise og sende lange blikke (kan man stadig gøre det, eller er det kun i gamle kærlighedsromaner?).

Er spørgsmålet mon ikke mere den evindelige sang om, at mændene skal lære at forstå kvindernes list og at forstå og læse alle de utallige diskrete signaler, som blir smidt i ansigtet på dem? Vi lever i en tid, hvor man vakler mellem ligestilling og kvindens / mandens ret til at være det køn med de fejl, værdier og begrænsninger, som vi finder i en tidligere historisk æra.

Alle gør  tilnærmelser på forkellig vis – og vi er jo altid bedst, når vi føler os trygge i den valgte rolle, men personligt vil jeg være prinsesse, når jeg går ud på date. Jeg elsker at bruge tid og energi på at gøre mig istand for min partner eller date, og jeg er, som en killing ved en flødeskål, når jeg modtager positive komplimenter, derfor vil jeg også jages og nedlægges, alt imens jeg blir kløet bag øret og fodret med delikatesser – kan det ikke ske, så er det ligemeget, og jeg er hellere alene med mine drømme, forventninger og fantasier.

Jeg er ikke imod ligestilling af det moderne køn, og jeg siger bestemt ikke nej tak til en hjælpende hånd i køkkenet – men på visse områder er det ikke et must for mig, at vi kan flexe. Mænd er fantastiske, når de er rigtige mænd, og hvornår de er det, er jo op til den enkelte at bestemme. Men jeg vil ha en, som kan varme mig i sengen og putte mig, til jeg næsten forsvinder. Én, der kan skifte hjul på bilen, én, der kan bære tunge ting og én, der kan lide at se mig i en til tider, traditionel kvinderolle.

Således må man jo spørge sig, om vi virkelig har fået udryddet jægeren og hans instinkt for at jage og nedlægge? Har vi skrottet alle vore urinstinkter til fordel for ligestilling, og er mænd, som vil score istedet for at blive scoret, blevet en uddøende race?

Forholder det sig således, så vil jeg være umoderne og tabt(og drømme mig tilbage til)  en anden historisk tid.- og formodentlig ville nogle kunne kalde mig diskriminerende – men her er jeg ligeglad, jeg vil nemlig være prinsesse....

Prinsesse Marlena af Moya

Læs også "Dyriske drifter" her på datingNyt.dk